Viser opslag med etiketten kage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kage. Vis alle opslag

tirsdag den 4. september 2012

Jeg er her stadig....

......men jeg studerer på livet løs, så jeg har mega travlt! Men vi har da lige nået at holde fødselsdag for Lauge (og mig selv), så jeg har da fået lavet en smule kreativt i form af kager. Da familien var på besøg lavede jeg en skildpadde kage og til børnehaven blev det til en drage kage.



Men nu vil jeg i seng. Jeg er SÅ træt for tiden. Det er en hel ny verden at studere...

XXX Carina XXX

lørdag den 7. april 2012

Jeg har fundet en skat

Blandt mine svigerforældres pudseklude, fandt jeg en bunke fine fine stoffer. Min svigermor har gennem tiderne klippet slidt sengetøj til pudseklude, når det var blevet hullet eller havde fået pletter. I går fandt jeg tilfældigvis skatten af pudseklude, da jeg skulle finde en påskedug. Og jeg tror min svigerfar grinede lidt af mig, mens jeg sad der og sorterede de flotte gamle retro "klude" fra. Der var rigtig mange af dem med det grønne landskabsmønster, som jeg tænker skal blive til puder i Lauges hygge-krog. Det stammer fra Jons barndom, så han synes også det var sjovt (heldigvis :-) ). Det gule med dyr på skal nok også syes til en pude, for det er et populært børne-mønster. De andre klude har jeg ikke planer for, - endnu. Men måske de ender i et patchwork projekt? Det ville være en dejlig måde at mindes svigermor på.


I dag har jeg været på "skovtur" med familien, nogle venner og deres 3 børn. Det blev planlagt men det var godt vejr, men det endte med at blive en noget kold affære. Men hyggeligt var det med kaffe i farvestrålende melamin krus og hjemmebagt kanel kage med mokka glasur. Og børn der gik amok på naturlegepladsen og fik brændt en masse krudt af :-). Faktisk kom der en smule sne (!) mens vi fik kaffe, - det er jo bare så typisk for det danske forår. Men det var en dejlig tur alligevel.

Fortsat god påske

Knus Carina

onsdag den 7. marts 2012

Jeg har SÅ travlt...

Jeg får slet ikke lavet indlæg for tiden. Det er jeg rigtig træt af, men der er bare så mange ting jeg skal have lavet. Jeg er ved at lave underholdning til min fars 60 års fødselsdag (fejres d. 24 marts), arrangere både familie- og børnefødselsdag for Emilie (på søndag og mandag) og arrangere polterabend. Jeg har rygende travlt.... Men nu skal i lige se hvad jeg dog fik lavet i sidste uge, - nemlig mit første krea-projekt i lang tid:


Jeg har fundet opskriften på www.lillehottentott.blogspot.com, men har ændret en del ting undervejs. Men der kan i finde både billeder og opskrift af hendes udgaver.

Den skal gives til vores nabos lille datter på 2 år, der sidst i december blev storesøster. Men da vi jo er ret bagud med alt pga. flytningen, er den ikke blevet givet endnu. Men forhåbentlig jeg snart får tid til at besøge dem ordentligt i stedet for "snak over hækken".

Nu vil jeg gå i gang med at bage kys-kager til Emilies børnefødselsdag. Og så skal der laves mini-pizzaer, mini bagels og cupcakes der skal pyntes med frosting og en slikkepind i toppen. Sådan var ønskerne nemlig fra tøsen! Så sådan skal det så være!

Fortsat god dag :-)

tirsdag den 31. januar 2012

Så er min give away lukket for deltagelse

I morgen vil jeg trække en vinder mellem de mange deltagende lod. Nu vil jeg lave en liste over lodderne og lave nummersedler, så jeg kan få Emilie til at trække vinderen.

I dag har vi holdt fødselsdag for min svigerfar og i den anledning havde mig og Lauge lavet en lagkage til ham. Den var med almindelige lagkagebunde, der blev smurt med smeltet nougat og et lag af hvid chokolade flødeskum (hvid chokolade smeltet i piskefløde, afkølet natten over og pisket op som almindelig flødeskum).

I det ene lag kom der også lige tynde skiver af banan og øverst et lag marcipan, før den blev dækket af hjemmelavet fondant og pyntet. Jeg havde kun en stjerne form og kun rød frugtfarve, så der var begrænsede muligheder. Og ja, det var første gang at svigerfar fik en kage med sit navn skrevet på med lyserød... Til gengæld var Emilie i den syvende himmel over de lyserøde nuancer :-)


Nu skal vi lige have endnu et stykke til aften kaffen, mums.

Knus Carina

Nørkleklub med bryllupstillæg

Jeg har to dejlige veninder, som begge skal giftes i år. Mette og Rasmus skal giftes til april og Marie og Leif til juli. Sammen med to yderligere veninder, har vi en nørkleklub, hvor vi mødes og er lidt kreative sammen og får drukket en masse kaffe og snakket en hel del. I søndags var det Marie, der havde inviteret, - og vi skulle så være prøveklude for forsøg på bryllupskage, som de overvejer at lave i fællesskab (altså Marie og hendes kommende mand). Og hold da op hvor var det lækkert! De har tilmed været i gang med at lave forndant og frosting pynt, - og hvad er mere passende pynt til en nørkle klub end "strikketøj"?
se desuden Maries blog her 


Og det var jo ikke "nok" med een kage, så de havde da lige lavet endnu en flot kage, dekoreret med fine blomster.

Og de smagte himmelsk. Den ene var med chokolade og nougat og den anden med champagne og jordbær creme.
Og jeg håber virkelig at de ender med selv at lave deres bryllupskage, for de har bestemt evnerne og så er det så personligt.

Knus Carina

fredag den 9. december 2011

Bunden er nået...

Ja, det er altså meget ærgrligt, men jeg har spist de sidste af Maries jødekager, som hun havde bagt til mig og familien, mens vi var køkkenløse. Men de var bare SÅ gode, - ved at der blandt vores veninder er flere der vil give mig totalt ret!

Og så blev de leveret til døren i de skønneste Erik Kold bøtter (vi fik hele 3 slags småkager)

Nu har jeg så prøvet selv. Men de er ikke lige så gode som Maries. Det er lige som om at hendes smager af "mere"? (på hele to måder: mere smag og smager som om at man skal have flere...)

Men tilgengæld er mine brunkager bare rigtig gode. Det er som om at det endelig er blevet rigtig jul, når man spiser dem :-)

 Brunkage opskriften er min mors, mens pebernødderne er bagt efter min veninde Stine´s mormors opskrift. Og begge dele er bestemt værd at bage. Og de skal bages hvert år fra nu af (jeg har ikke bagt brunkagerne før, men pebernødderne her har jeg bagt i en del år allrede)
Pebernødderne smaget dejligt krydrede, men er ikke direkte stærke, selvom ingefær smagen er gennemtrængende.

Nu skal jeg bare have bagt vanilje kranse. Dejen ligger allerede i køleskabet og venter. Vaniljekranse har jeg ikke bagt før, men da det er svigerfars yndlings, så synes jeg at de skulle laves i år, når nu vi bor hos dem.

God dag til alle
Knus fra Carina

lørdag den 3. december 2011

Kan du gætte hvad det er?

Dette skal senerei dag blive til noget lækkert! Jeg forberedte det i går eftermiddags og glæder mig til at nyde det senere i dag!


Lige nu er jeg glad for at jeg valgte at tage mine opskrifter med!

Fortsat god lørdag :-)

onsdag den 2. november 2011

Loppefund og kaffe

I morges skulle jeg have været til træ, men det blev aflyst, så jeg kørte om til en veninde og fik kaffe. Og mens vi sad der og snakkede kom vi på, at vi skulle besøge en genbrugsbutik, der ligger i Vildbjerg udenfor Herning. Så vi pakkede hendes søn Johan i bilen og kørte. Og vi fandt begge en masse fine ting.

Se lige hvilke skønne emalje beholdere med låg jeg fandt:

og så var prisen tilmed kun 5 kr pr. stk.

Disse plastic hjerte dåser kom også med hjem.

også kun 5 kr. pr. stk.

Jeg var også forbi Søstrene Grene for at finde lidt kalender gaver. Tror snart jeg er færdig med de pakker, der ikke bare skal indholde de klassiske små slikposer ol. Jeg laver ca. halv om halv. Og så røg der lidt perler, designpapir, et "homemade with love" stempel og en stempelpude i kurven.





Og så en hurtig tur i Føtex, hvor jeg fandt den fjerde bagebog fra Amo, som også skulle med hjem. Til sølle 32 kr.



Så det har været en god dag, til trods for at træ blev aflyst :-)

onsdag den 28. september 2011

HURRA

Så fik vi fejret Lauge med besøg af børnehaven. Menuen stod på kyllingefrikadeller og kartoffelsalat og derefter kage-tog, vandbakkelses slange og pop cakes. Og jeg har selvfølgelig taget en masse billeder.

Ideen med kage toget stammer fra min barndom, hvor min mor bagte kagetog hvert år til min fødselsdag. Det er ren nostalgi!


 Og jeg havde verdens bedste hjælper! Lauge pyntede selv toget med chokoladeknapper og der kom en masse slik i vognene! Hjulene var lavet af soft Piratos med mini chokoladeknapper i midten. Monteret med glasur. Vognene var samlet med jordbær stjerne stænger. En super nem og sjov kage, der vækkede vild begejstring hos Lauge. Og duplo-manden var en detalje, som alle børnene hurtigt spottede :-)

De føromtalte pop cakes vakte stor begejstring. Der var kun én af de 11 børn der levnede, - og han havde spist rigtig mange frikadeller :-) Det er egentlig bare chokoladekage på en pind, overtrukket med hvid chokolade. Der var kun et problem.... Den kasse jeg havde pakket ind til at stikke pindene i, troede Lauge var en gave til ham, så det var svært at forstå at den var tom...


Lauge fik en flot sangbog af børnehaven. Med et billede af ham selv på forsiden og med glimmerstjerner. Og straks efter børnehaven var taget hjem, måtte vi lige synge en lang række sange. Dejlig gave. Dejlig dreng...

SÅ STOR er Lauge blevet...

Nu vil jeg smutte ind i stuen og hygge med børnene og Jon og nyde at vi alle har fri i dag.

xxx Carina xxx

tirsdag den 6. september 2011

Se min fine nye kageopsats

Jeg har lige haft fødselsdag og der fik jeg den fineste kageopsats, som jeg har søgt efter i flere år uden at finde. For hyggens skyld har jeg sat forskellige cupcakes på opsatsen. Øverst er Fimo cupcakes, forneden hæklede cupcakes (opskrift fra stof og stil) og i midten hjemmedesignede cupcakes. Måske skulle jeg lave en DIY på dem, - hvis der er nogn der er interesserede. De er super nemme og børnene elsker at lege med dem.