Hvis du gerne vil prøve at lave dine egne stempler, så er det meget nemt og tilmed billigt. Du skal bruge følgende materialer:
- Mosgummi (16 kr for et A3 ark i Panduro)
- Små træklodser/ skruelåg eller andet med en plan underside
- Lim, - jeg har brugt limrulle, fordi den er jævn og tør med det samme (du kan også bruge hobbylim, men så skal du lade limen tørre helt inden du stempler)
- Saks
- Hobbykniv (evt.)
- Tusch (evt.)
- Stempelpuder (søstrene grene har enkelte farver til ca. 10 kr, ellers har vi brugt små stempler fra Panduro som jeg mener koster ca. 20 kr)
- Karton eller papir til at stemple på. Vi har brugt en scrapbook-pakke fra søstrene grene til knap 9 kr
1. Først tegnes og klippes det ønskede motiv ud i mosgummi.
2. Rul lim på din klods, - ovenfor har vi brugt en gammel legeklods og gamle møbelgreb. Husk at sætte eventuelle bogstaver og tal på spejlvendt. Hvis du bruger en anden lim, så husk at lade stemplet tørre helt inden du tager det i brug.
3. Brug dit nye stempel!
Var det ikke nemt? Og det er bare rigtig sjovt. Jeg kom altså også helt i julestemning og fik lavet et par stempler som måske skal bruges på årets julekort? Det vil tiden vise. Emilie har selv tegnet flere af motiverne. Jeg er især helt tosset med hendes hjerte, som er klippet i strimler og sat sammen med en smule mellemrum. Det giver en rigtig god effekt og et spændende udtryk. Vi har også lavet en stjerne, stjerneskud, en dinosaur mm.
Det kan anbefales at prøve! Og så kan man jo genbruge sine stempler.
God fornøjelse og god weekend!
Knus Carina