Varme tanker på en kold dag

Som jeg tidligere har fortalt, bor vi hos mine svigerforældre, fordi vores hus er ved at blive sat i stand efter en omfattende rør-skade. Vi har boet her siden sidst i november og kommer først hjem om et par uger.

Min elskede svigermor har været uheldbredelig syg af kræft i 2 år og forrige søndag, d. 15 januar 2012, blev dagen, hvor hun tog sit sidste åndedræt og sov stille ind.
Den smukkeste morgen, hvor frosten sad i alt udenfor og solen strålede ind gennem vinduet og ramte hendes seng. Det var hendes ønske, at hun ville gå i seng en aften og ikke vågne igen og det var sådan det blev. Hun døde hjemme i sit højt elskede og hyggelig hjem, med 3 generationer boende under samme tag. Jeg er meget ked af at hun nu er væk, men glad for at vi kunne være så tæt sammen den sidste tid. Og glad for at hun har lært mig så meget, både i sit raske liv, men også i den sidste tid, hvor vi talte meget sammen om døden, livet, kræften, minderne og alt muligt andet. Jeg kunne snakke med hende om alt og mens jeg var sygemeldt med stress og depression, var jeg tit nede og besøge hende, - nogle gange hele dage, for at snakke og slappe af. Nogle gange bare sidde og hækle, mens hun sov en lille lur i stolen ved siden af mig. Der var altid ro og tryghed og hun blev altid meget glad for mit besøg.

Min kære svigermor var et menneske der levede fuldt ud. Hun satte stor pris på hver en lille ting og havde en positiv tilgang til alt her i livet. En levemåde som jeg respekterer dybt og som jeg ønsker, og til stadighed prøver, at blive bedre og bedre til at leve efter.
Mine svigerforældre købte et lille hus, da Jon var 2 år. Det var i dette hus, hvor de havde haft det meste af deres liv sammen, - og huset hvor også jeg selv og vores børn har været så mange gange, det blev her hun også skulle være til det sidste. Hun elskede sin have, roser og katte og synes at det var afstressende at luge ukrudt. Hun elskede ting med sjæl og historie, - og var vild med genbrug ligesom jeg selv er det. Hun lavede altid and til mortens aften. Hun spurgte altid interesseret ind til alles liv og lyttede oprigtigt. Hun nød at sætte små finurlige ting rundt om i haven, for at der skulle være noget nyt at se på. Når noget specielt eller mindeværdigt porcelæn gik i stykker, lavede hun en lille mosaik med det og satte det i haven. Hun var en kreativ sjæl, som bl.a. syede, lavede figurer i fedtsten og strikkede. Hun elskede at sidde og se ud af vinduet, på de mange små fugle og egern, som besøgte haven, - og som stadig er her. Hun elskede winerbrød. Hun var en varm og kærlig person. Hun var verdens bedste farmor for vores børn. Hun er så savnet...

Hvordan skal man kunne undvære sådan en person?


Nu er der tomt i hendes stol i stuen. Sygesengen er væk. Den morgen hun døde lå Emilie efterfølgende i sengen i soveværelset og kiggede ind i væggen i flere timer. Lauge sagde "jeg er ikke død" og prikkede til farmors arm, for at se om hun mon skulle reagere. Emilie ville være alene. Efter hun havde været alene i en time, kunne jeg endelig lokke hende til at fortælle mig, hvad hun tænkte på: "Jeg prøver at huske på alle de gode ting, så jeg kan have farmor i mit hjerte". Store ord fra en lille sorgfuld pige på 5 år.